Tilmeld jer her https://golfersglobe.com/race-to-thailand/#/competition/3178748/info

Turneringsbetingelser

Turneringen er en åben turnering for alle amatørspillere, som har et gyldigt handicap på max. hcp. 30 for både herrer og damer. Har man højere handicap kan det være muligt at deltage, men man skal som betingelse spille fra hcp. 30. Kontakt os direkte, hvis du ønsker dette.

Turneringen spilles som en parturnering (To-mands holdturnering). For at et hold skal kunne deltage skal mindst én af deltagerne være fyldt 18 år.

Max. antal deltagere pr. turnering er 112.

De enkelte spillerunder gennemføres ved minimum 32 deltagere (16 hold). Turneringsledelsen kan i særlige tilfælde vælge at gennemføre en spillerunde med færre end 32 deltagere. BEMÆRK; at i disse tilfælde spilles der kun om 2 landsfinalepladser!

Alle tilmeldte får deres penge retur, hvis spillerunden ikke gennemføres.

Bemærk, at det er nok at stille op i én af ovenstående spillerunder for at kvalificere sig blandt de tre bedste hold, som kommer med til landsfinalen i Danmark. Men det er tilladt at forsøge flere gange. Man skal så blot tilmelde sig påny via Golfbox.

 

Spilformat: Fourball (Stableford), hvor holdets bedste stableford score pr. hul er tællende.

I hver spillerunde spilles i én række med 3/4 reduceret spillehandicap.

Hver spillerunde afvikles som gunstart eller omvendt gunstart.

I tilfælde af lige antal points mellem flere hold gælder følgende:

Højeste pointscore på de 9 ulige huller. Dernæst sidste 6 – 3 – 1 (ulige huller)

Hvis stadig lige findes vinderen ved lodtrækning.

 

Afbrydelse/indstilling af spil
Bliver golfrunden afbrudt (torden, bane under vand etc.) uden mulighed for at spillet kan blive genoptaget, så udarbejdes der en resultatliste på baggrund af det laveste antal spillede huller, som alle hold har gennemført.

Dvs. har en 4-bold (2 hold) færdigspillet 6 huller, mens alle øvrige hold har spillet 7 huller, så er det de 6 huller, som er tællende for alle hold. Vinderne bliver i dette tilfælde det hold med den bedste score efter 6 færdigspillede huller.

Handicaprevision:
Opstår der tilfælde, hvor der er mistanke om at en spiller ‘plejer’ sit handicap vil turneringsledelsen kontakte spilleren og bede om at få udleveret handicap-historik fra de seneste 3 år.

 

Finder vi, at der er f.eks. er en markant forskel mellem turneringsrunder kontra private runder, kan det betyde, at vi meddeler spilleren, at han/hun er diskvalificeret eller fremover i Race to Thailand skal spille i et (lavere) mere retvisende handicap, der i højere grad afspejler den reelle spillestyrke.

 

Turneringsledelsen forbeholder sig retten til at afvise tilmeldinger uden at oplyse grunden hertil.


Kvalifikation til landsfinalen

**Minimum 3 hold fra hver spillerunde (ved deltagelse af 23 spillere eller flere) kvalificerer sig til landsfinalen i Danmark, som i 2022 bliver spillet søndag den 25. september i Holstebro. Her venter der deltagerne en flot finaledag på Skovbanen og efterfølgende frokost og præmieoverrækkelse i klubhuset.

Har du og din makker kvalificeret jer til landsfinalen og en af jer bliver forhindret i at stille op, så er det kun muligt at udskifte sin makker, hvis den nye makker har et tilsvarende handicap inden for +/- 2. Det vil sige, at har den fraværende makker handicap 10, så må den nye makker gerne have enten 8 eller op til 12 i handicap.

Et eventuelt bytte af makker skal meddeles turneringsledelsen senest en uge før finaledatoen.

Trækker et hold sig fra landsfinalen, vil pladsen gå til det hold, som sluttede som nummer 4 i samme kvalifikationsrunde.
**Ved deltagelse af mere end 46 hold i en enkelt spillerunde kvalificerer 4 hold sig til landsfinalen.