Endnu en sæson lakker mod enden, og det er kun de seje, der fortsætter med at spille golf gennem vinteren. Det er derfor et passende tidspunkt at se tilbage på sæsonen, både fra et banemæssigt synspunkt og for at orientere om de planer, der er for vinterarbejdet og den kommende sæson.

2024 har igen været året, hvor Skovbanen har opnået stor anerkendelse, men jeg mener, at vi nogle gange glemmer Storåbanen, når vi taler om HGK.


Storåbanen er ikke kun et alternativ til Skovbanen, men en højkvalitetsbane med helt anderledes udfordringer end dem, vi kender fra Skovbanen.

Ja, roughen giver udfordringer, men det er netop roughen, der giver banen karakter.

Skovning i Råsted Plantage

Sæsonen startede med, at Holstebro Kommune gennemførte en større skovningsopgave i plantagen, som tydeligt ændrede landskabet fra det, vi var vant til. Vi er heldigvis kommet igennem det første år efter skovningen uden yderligere stormfald, og bevoksningerne stabiliserer sig langsomt igen.
Om man foretrækker det gamle, lidt lukkede skovbillede, eller det mere åbne, som vi har nu, er jo en smagssag. Mange har allerede glemt, at der bag green 7 stod høje rødgraner i 2017, som nu er genetableret med en ny bevoksning.
I forbindelse med skovningen har klubben ønsket mere lys bag green på hul 9 og green på hul 16. Vi planlægger at plante en lysåben bevoksning af eg, skovfyr og lærk bag disse greens.

Klubben gennemførte en fældning af de store Sitkagraner på Parkbanen, hvilket har givet den allerede etablerede bevoksning bedre vilkår.
Der er et par steder på Skovbanen, hvor de efterladte skovningsrester er til gene – eksempelvis højre side af hul 13 og hul 14. Her planlægger vi at gennemføre knusning i den kommende vinter.
Vi håber, at I som medlemmer vil møde talrigt op, når vi indkalder til arbejdsdag i foråret, for at få ryddet de sidste rester.

Robotklipning

2024 var første år, vi anvendte robotter til klipning, og det har været en stejl læringskurve, som kun er blevet gennemført med en stor indsats fra Mogens og Jesper.
I 2023 havde vi en nedslidt fairwayklipper på Storå, samtidig med at vi brugte omkring 800 timer på fairwayklipning. Valget var derfor enkelt: 4 robotter, inklusive etablering, kostede det samme som en ny fairwayklipper, samtidig med at vi opnåede en ikke uvæsentlig besparelse på arbejdstimer, som kunne bruges på andre områder.
Vi vidste fra starten, at det ville tage et år at lære at bruge robotterne, og vi har fået meget læring i processen. Efter vores mening er det blevet en stor succes, selvom der har været nogle udfordringer, især da vi ikke fik dem tilbage til fairway hurtigt nok efter at have klippet både fairway og semirough.
Vi arbejder stadig på forbedringsmuligheder til den kommende sæson, herunder en mulighed for at klippe fairway lidt lavere. Vi forventer også at opgradere med én yderligere robot til Storåbanen.

Desuden planlægges det, at Parkbanen overgår til robotklipning.

Regn og dræningsproblemer

Som tidligere orienteret planlægger vi at udføre omfattende dræning på hul 4 og hul 5 på Skovbanen samt nogle mindre tiltag på flere andre områder. Vi har indhentet tilbud fra et firma, der er specialister på området. Som forventet var løsningen meget dyr, og vi har yderligere det problem, at der ikke er områder, hvor vi naturligt kan lede vandet fra drænet hen.
Derfor vil vi anvende den metode, vi brugte på hul 6 sidste år. Denne metode er væsentligt billigere.
Vi er sikre på, at dette vil hjælpe, så må vi på den lange bane se, om dette er nok til at klare udfordringerne. Ellers må vi vende tilbage til den løsning, som det eksterne firma har foreslået. Det kan udefra virke som penge spildt, men meget af arbejdet skulle vi alligevel udføre, uanset hvilken dræningsmetode vi vælger.

Opgaver til den kommende vinterperiode

Den endelige plan afhænger af godkendelsen af kontingentet og dermed det samlede budget på generalforsamlingen, men hovedtrækkene er på plads.

Skovbanen

• Dræning på hul 4 og 5
• Dræning på hul 1 (nede i svinget)
• Mindre dræningsopgaver på flere områder
• Ændring af bunker på hul 8
• Ændring af området omkring bunker på hul 16 og stien
• Ændring af bunker på hul 17
• Manuel tynding omkring flere teesteder for at skaffe mere lys
• Udbedring af området fra teested 15 til fairway
• Udbedring af området fra teested 16 til fairway
• Finpudsning af tidligere arbejder (hjørner og kanter)

Parkbanen

• Renovering og ændring af et par teesteder (næsten afsluttet)
• Sløjfning af mindre bunkere, der ikke er i spil (næsten afsluttet)
• Let tynding og knusning i træbælterne langs hullerne for at gøre banen nemmere spilbar

Storådalen

• Etablering af vinterteesteder (er afsluttet)
• Ændring af teested på hul 2
• Ændring af fairwaybunker på hul 9

 

Tee-it Forward

“Tee-it Forward” er en kampagne, der har kørt i flere år i PGA, R&R og USGA-regi.
Alle undersøgelser viser, at vi spillere får større fornøjelse af spillet, hvis vi spiller fra et tee-sted, der passer til vores niveau, og vi scorer bedre, når vi gør det. Desværre vælger alt for mange spillere at tælle ekstra slag i stedet for at vælge det passende teested.

Vi kan heller ikke komme udenom, at der er psykologi i at spille fra samme teested som andre spillere, der spiller en anden længde. Derfor er planen, at der oprettes unikke teesteder for de 4 muligheder, vi har på Skovbanen.
Dette vil kræve en ordentlig planlægning, som vi vil påbegynde i 2025 og forhåbentlig kunne gennemføre snarest herefter.

Indtil dette er gennemført, vil vi på Skovbanen vurdere, hvilke teesteder, hvor der nu er flere teesteder, der med fordel kan opdeles i 3 teesteder for dermed at få unikke længder.

 

På vegne af baneudvalget ønsker jeg at sige tak for i år, og vi ses til arbejdsdagen i foråret 2025.
Paul Schmidt Andersen
Formand for Baneudvalget